Hvordan formes vores syn på os selv? Og hvordan kan dagbogen blive et sted, hvor vi kan insistere på vores egen fortælling? Med samtalerækken 'Pigesamtaler' sætter fabula fokus på den unge kvinde og de erfaringer og fortællinger, der rører sig. Første samtale afholdes i samarbejde med Dagbogsskolen og filminstruktør Emilie Thalund, som inviterer til en aften om kroppen og blikket på os selv. Med afsæt i dagbogen som et præstationsfrit, ærligt og undersøgende rum undersøger vi, hvordan den unge kvinde kan skrives frem med respekt, omsorg og nysgerrighed. Vi sætter fokus på, hvordan indre liv, erfaringer og kropslig selvforståelse kan få plads på egne præmisser, og hvordan skrivningen kan blive en måde at give stemme til det, der ellers ofte formes udefra. Gennem fællesskrivning, dagbogsøvelser, oplæsninger og samtale åbner vi for erindringer, kropslige fortællinger og nye blikke på os selv. Om aftens gæster: Dagbogsskolen er en skole og skrivefællesskab med fokus på dagbogsskrivning som personlig, kunstnerisk og refleksiv praksis. De arbejder med dagbogen som et mødested - en måde at lære om sig selv og om hinanden. De har stort fokus på præstationsfri skrivning, og laver skriveøvelser med afsæt i litteratur, kunst og musik. Dagbogsskolen er stiftet i 2022 af kunstnerne Julie Thalund (performance), Nadja Kaspersen (billedkunst/performance) og Julie Stokkendal (forfatter). Emilie Thalund er en dansk filmskaber, som i år debuterede med den prisvindende spillefilm Vægtløs. Filmen er en coming-of-age-fortælling der følger den 15-årige Lea gennem et formende ophold på en sommerkoloni, hvor hun bevæger sig gennem spørgsmål om krop, begær, magt og det at høre til. Thalund er i sit arbejde optaget af the female gaze, intime, karakterdrevne fortællinger med blik for det sårbare og sanselige, og har i Vægtløs arbejdet med at skrive den unge pige frem på hendes egne præmisser.