fabula er forankret i den nye bydel Grønttorvet i Valby, og kulturprogrammet rummer et lokalt spor udviklet i dialog med områdets beboere og frivilligforeninger. Huset er realiseret med og generøst støttet af Grønttorvets Grundejerforening.
Grønttorvet blev etableret i 1958 som engrosmarked for blomster og frugt og grønt. De sidste handlende forlod området i 2016, og siden har det tidligere markedsområde været i gang med en omfattende transformation.
I dag udvikles Grønttorvet til et blandet byområde med boliger, arbejdspladser, institutioner og grønne byrum. Områdets historie indarbejdes aktivt i udviklingen – blandt andet gennem bygningernes navne, beplantning med frugttræer og etableringen af en stor park på stedet, hvor grøntsagshallen tidligere lå. I perioden mellem markedets lukning og den igangværende byudvikling har Grønttorvet dannet ramme om en række kulturelle initiativer, herunder kunstnerdrevne udstillingssteder, atelierer og midlertidige fællesskaber.
fabula bliver en del af områdets næste kapitel som et permanent kulturhus med lokal forankring og national relevans.